Vedtægter

Vedtægter
VEDTÆGTER FOR TØNDER GOLF KLUB
§ 1.
Klubbens navn er TØNDER GOLF KLUB og dens hjemsted er Tønder
Det er klubbens formål at skabe gode muligheder for, at medlemmerne kan dyrke golf og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til golfsporten. Klubben skal etablere og drive en golfbane og organisere de dertil hørende idrætslige aktiviteter, således at klubbens medlemmer kan udøve golfspillet under de bedst mulige forhold.
Klubben er medlem af Dansk Golf Union, hvis amatørbestemmelser er gældende.
§ 2.
Såvel aktive som passive medlemmer optages. Kun personer kan optages som medlem.
Indmeldelse sker skriftligt til bestyrelsen, som periodevis kan begrænse tilgangen af aktive medlemmer af kapacitetshensyn. I så fald føres en tids-prioriteret venteliste.
§ 3.
Medlemmerne betaler årligt et kontingent, som fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling særskilt for hver af nedennævnte medlemskategorier, ved betaling af indskud indtræder man i kategori D eller F.
A. Aktive juniorer (Til og med det kalenderår, man fylder 18 år)
B. Aktive småjuniorer ikke fyldt 13 ved årets begyndelse
C. Aktive ungseniorer, (Til og med det år man fylder 25 år, studerende med gyldigt studiekort, samt medlemmer der er i lære eller i gang med anden uddannelse, hvor det kan dokumenteres, at der aflønnes med mindre end DI- mindste lønnen.)
D. Aktive seniorer, der har betalt indskud ved indmeldelse.
E. Aktive seniorer, der ikke har betalt indskud, efter 7 års medlemskab overføres man til gruppe D.
F. Aktive familier der har betalt indskud ved indmeldelse (Samlevende par med hjemmeboende børn der ikke er fyldt 18 år ved årets begyndelse.)
G. Aktive familier der ikke har betalt indskud, efter 7 års medlemskab overføres man til gruppe F. (Samlevende par med hjemmeboende børn der ikke er fyldt 18 år ved årets begyndelse.)
H. Fleksmedlemmer, betaler gældende greenfee. Skal have grønt bevis eller registreret handicap.
I. Langdistancemedlemmer (Har anden hjemmeklub)
J. Prøvemedlemmer
K. Passive med rettigheder til driving range, og spil på par 3 banen.
L. Passive
M. Medlemmer der er fyldt 80 år og er aktive seniorer skal kun betale ½ kontingent fra og med 2017.
§ 4.
Udmeldelse af klubben eller skift af medlemskategori skal ske skriftligt til sekretariatet, med mindst en måneds varsel til udgangen af et kalenderår. Sidste frist er således den 30. november. Betalte kontingenter og leje kan ikke tilbagebetales. Det er en betingelse for udmeldelse at DGU-kortet afleveres til sekretariatet, senest den 1.januar.
§ 5.
Kontingentet betales i december og maj måned således: I december betales et acontobeløb svarende til 50 % af det indeværende års kontingent og i maj måned betales det nye kontingent – a/conto betalingen. Kontingentet opkræves ved bestyrelsens foranstaltning.
Såfremt et medlem er i restance med sit kontingent, skal det af bestyrelsen suspenderes fra alle sine rettigheder og kan først genoptages i klubben når det fastsatte kontingent incl. rykkergebyrer er betalt. Er et medlem blevet rykket for betaling og er kontingentet stadig i restance 8 hverdage efter rykker er afsendt, ekskluderes medlemmet, medmindre bestyrelsen finder rimeligt grundlag til at dispensere herfra. Rykkergebyr, og procedure samt sanktioner fastsættes af bestyrelsen.
Ved indmeldelse i løbet af året kan bestyrelsen fastsætte forholdsmæssigt kontingent for den resterende af året.
§ 6.
Klubben respekterer de af Dansk Golf Union og Danmarks Idræts-Forbund fastlagte betingelser for medlemskab. Klubben respekterer DGU’s regler for frit spil for ihændehavere af Nordisk- og DGU-kort. Dog således at frit spil sker efter gensidige konditioner klubberne imellem.
For golfspillet i klubben gælder de af The Royal & Ancient Golf Club of St. Andrews fastsatte regler, samt de af bestyrelsen med Dansk Golf Unions godkendelse fastsatte Lokale Regler.
Bestyrelsen fastsætter i øvrigt de bestemmelser, som findes nødvendige af hensyn til spillets afvikling og ordenens opretholdelse inden for klubbens område. Overtrædelse af disse bestemmelser kan af bestyrelsen straffes med karantæne eller i gentagne eller grove tilfælde med udelukkelse (eksklusion) fra klubben. Bestyrelsens afgørelse herom kan af medlemmet indbringes for Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg. Afgørelse af eksklusion kan medlemmet endvidere kræves forelagt en generalforsamling. Indbringelse for generalforsamlingen har ikke opsættende virkning.
§ 7.
Klubbens bestyrelse består af en formand og 6 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen.
Af bestyrelsen afgår årligt skiftevis formanden og 3 medlemmer i lige år, og 3 medlemmer i ulige år. Genvalg kan finde sted.
Valgbar til bestyrelsen er ethvert stemmeberettiget medlem.
Afgår formanden i valgperioden indtræder næstformanden som formand indtil næste ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen træffer afgørelse i klubbens daglige anliggender og drager omsorg for banens vedligeholdelse m.v., for spillets tilrettelæggelse samt afvikling af matcher og repræsenterer i det hele taget klubben udadtil.
Klubben tegnes af formanden i forening med et bestyrelsesmedlem og ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom af den samlede bestyrelse.
Bestyrelsen kan ansætte lønnet personale og meddele specialfuldmagter.
For de af bestyrelsen på klubbens vegne indgåede forpligtelser hæfter alene klubbens formue.
§ 8.
Bestyrelsen, der bortset fra formanden, konstituerer sig selv, er beslutningsdygtig når blot 4 medlemmer er til stede. Den træffer sine beslutninger ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed, er formandens stemme afgørende. Formanden lader føre en protokol over bestyrelsens forhandlinger, og drager omsorg for, at dens beslutninger bringes til udførelse.
§ 9.
Bestyrelsen udpeger, eventuelt efter samråd med de aktive medlemmer, et antal medlemmer til diverse udvalg som f.eks. handicapudvalg, turneringsudvalg, baneudvalg, juniorudvalg, husudvalg m.v.
Bestyrelsen fastsætter udvalgets opgaver og kompetencer og giver retningslinjer for udvalgsarbejdet.
§ 10.
Det af handicapudvalget for medlemmerne fastsatte handicapindeks indføres på en tavle, der er anbragt i klublokalet.
Handicap fastsættes efter Dansk Golf Unions regler for handicapsystem, og tildeling af handicap i handicapturneringer og matcher sker iht. det af DGU fastsatte slope-system.
§ 11.
Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Inden udgangen af hvert års februar måned afholdes klubbens ordinære generalforsamling. Den indkaldes pr. mail samt ved opslag i klublokalet og opslag på klubbens hjemmeside med mindst 2 ugers varsel. Forslag fra medlemmer må, for at komme til behandling på den ordinære generalforsamling, være indgivet i bestyrelsen senest 5 dage inden afholdelse af generalforsamlingen.
Regnskabet og næste års budget fremsendes til medlemmerne pr. mail og offentliggøres på Tønder Golf Klubs hjemmeside og hænges op i klubhuset sammen med indkaldelse til generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter en generalforsamlings eller bestyrelses beslutning eller når mindst 10 % af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til bestyrelsen med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet. Den indkaldes på samme måde og med samme varsel som foran nævnt.
§ 12.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling omfatter:
1. Valg af dirigent
2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år
3. Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse
4. Fastsættelse af indskud og kontingent og forelæggelse af næste års budget
5. Valg af formand (jfr. dog § 7,stk. 2)
6. Valg af 3 medlemmer til bestyrelsen samt 2 suppleanter
7. Valg af revisor og revisorsuppleant
8. Eventuelle forslag fra bestyrelsen eller medlemmer
9. Eventuelt
§ 13.
Generalforsamlingen ledes af en af generalforsamlingen uden for bestyrelsen valgt dirigent, der afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivninger.
§ 14.
Stemmeberettigede er kun aktive medlemmer, som ifølge dansk lov er personligt myndige, med hver en stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
§ 15.
På generalforsamlingen afgøres alle anliggender ved simpel stemme flertal. Vedtagelse af vedtægtsændringer kræver dog, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.
På ethvert stemmeberettiget medlems forlangende skal der afholdes skriftlig afstemning.
Ved valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor skal der i tilfælde af kampvalg anvendes skriftlig afstemning efter følgende afstemningsmetode: Der stemmes om samtlige ledige poster på en gang, dog således at der ved valg til bestyrelsen først stemmes om de ordinære poster, dernæst de ekstraordinære poster og endelig suppleanterne. Hvert stemmeberettiget medlem kan stemme på højst det antal kandidater, der skal vælges og kun med én stemme på hver kandidat. Ved stemmelighed skal omvalg straks afholdes efter samme regler mellem kandidaterne med lige stemme- tal, såfremt der stadigt er ubesatte poster.
§ 16.
Over generalforsamlingen føres en protokol, der underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
§ 17.
Klubbens regnskabsår går fra den 1. januar til den 31. december. Klubbens regnskab revideres af en af generalforsamlingen valgt revisor.
§ 18.
Til beslutning om klubbens opløsning kræves, at mindst 2/3 af alle stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.
Såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer ikke er repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget dog er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, skal bestyrelsen skriftligt med mindst 8 dages varsel indkalde til ny generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger efter den første generalforsamling. Forslaget kan her vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, uanset disses antal.
I tilfælde af klubbens opløsning, vedtaget som beskrevet, træffer generalforsamlingen ved simpel stemmeflertal bestemmelse om den nærmere fremgangsmåde ved opløsningen, herunder afviklingen af klubbens formueforhold.
Eventuelt overskud ved afviklingen tilfalder Tønder Kommune, til anvendelse til fritidsformål.
Således vedtaget på generalforsamlingen den 25. Februar 2016.
sign.
Lars Nauheimer
dirigent